Krudt eller ukrudt?

Udtrykket udkrudt må forståes som noget, vi mennesker har fundet på at kalde plantevækster, som vokser på steder, hvor vi ikke synes, at de skal vokse. Fordi vi åbenbart helst skal tæmme, kontrollere og styre alt hvad der foregår i vores haver. Og måske også fordi der er (eller har været) en vis prestige i, at kunne få de planter, der var sværest at få til at trives i haven, til at blive flotte. Hvad end det så krævede af gødning, gift, vanding og spaghnum. Samtidig med, at der også var prestige i, at de planter, der trives strålende og selv kan formere sig i de danske haver, dem er vi i stand til at holde væk. Det at have den velplejede, trimmede og ukrudtsfrie have var et udtryk for overskud, flittighed og for, at man var nogen, der havde "styr på det". Og det er den tænkning, vi nu skal have gjort op med, når vi skal give vores haver tilbage til naturen. Ordet "ukrudt" skal altså ud af vores ordforåd, fra nu af findes der simpelthen kun "krudt"!

Planter i naturen kæmper hårdt om pladsen. Den plante, der kan udkonkurrere andre planter har størst chance for at overleve. Sådan er naturens lov. Derfor skal vi tænke, at når en plante, som vi ikke selv har sået, pludselig viser sig i vores have, så er der som udgangspunkt plads til den. Det kan være en mælkebøtte, der pludselig kommer frem blandt blomster, vi har plantet af enten eksotisk eller hjemmehørende art.

Vi ser på denne plante som værende et bidrag til en øget biodiveristet, da den som oftest vil være en selvsået hjemmehørende art. I modsætning til mange af de planter, der allerede optræder i vores have, som typisk er af eksotisk oprindelse og derfor ikke på samme måde kan bidrage til at være leve- og nærinnsgsted for samtlige af de mange insekters stadier (æg, larver og voksne).

Synes man, at en bestemt selvsået plante tager for meget plads, må man altså formode, at vækstvilkårene for netop denne plante er optimale, og at den derfor har sin berettigelse, lige hvor den er. Der er dog et lille men. Og det er, at hvis den selvsåede plante ikke er hjemmehørende, så kan det være en eksotisk art, der har evnen til at kunne så sig selv og dermed har forvildet sig ind i den danske natur. Dette er som udgangspunkt ikke et problem, men her må man have for øje, at den ikke tjener biodiversiteten til fulde. Et decideret problem kan det dog være, hvis man bliver invaderet af en af de såkaldte invasive arter, der betragtes som direkte skadelige for den danske natur. Disse bør holdes nede eller fjernes.

I vores have

Er der så slet ikke nogen former for vækster, som vi forsøger at kontrollere i vores have? Jo, den kendte og meget smukke skvalderkål, som optræder i utroligt mange haver, og som man let får indført ved frøformering, eller hvis man får en lille roddel med, når man bytter planter med gode venner og haveinteresserede, Denne vækst kan med stor lethed overtage store områder af haven, hvis den ikke kontrolleres. Vi har valgt områder, hvor den må trives frit og andre områder, hvor den bliver gravet væk, hvis den optræder. Skvalderkål formerer sig med rodstiklinger og breder sig langsomt, hvis den ikke holdes nede med hyppig klipning eller at jordtørven graves helt væk.

Skvalderkålen er i øvrigt ikke en hjemmehørende plante, men historien fortæller, at den er indført af munke, der kom til Danmark i middelalderen - hvis den da ikke bare er kommet til landet med prydplanter fra fremmede himmelstrøg.

Også brændenælde, som jo er en af de vigtigste hjemmehørende planter, har tendens til at brede sig voldsomt, hvis den ikke bliver gravet væk. Denne hjemmehørende plante er vigtig for mange insekter og for mange af de mest almindelig smukke sommerfugle. Derfor skal brændenælden selvfølgelig have plads i enhver have, men man må gøre sig klart, at den breder sig voldsomt, hvis man ikke kontrollerer den til en vis grad ved at grave eller luge den væk.

brændenælde som værtsplante for sommerfugle

Brændenælde med sommerfuglelarver under spindeltråde

Mælkebøtte i et af havens bede

Spurve spiser mælkebøttefrø

Fra nu af findes der kun krudt

Tænk på, at alt hvad der dukker op af sig selv i din have af hjemmehørende planter, det noget som der er brug for i den danske natur. Og at du som udgangspunkt skal give plads til det og nyde den gavn, det giver. Tænk engang, jo mere "doven", du er i haven, jo bedre er det!

Mælkebøtte

Hvis du har prøvet at fjerne mælkebøtter (Taraxacum officinale)

fra din have, så ved du, hvor svært det er. Det skyldes, at mælkebøtten har en såkaldt pælerod, der kan blive temmelig lang og derfor være svær at hive helt op. Derfor er mælkebøtten en sejlivet og robust plante, der spreder sig let mange steder, Mælkebøtten er hjemmehørende, og den er fyldt med både nektar og pollen og giver dermed næring til masser af insekter og også bestøvere som fx bier. Når mælkebøtten laver frø, udgør det et proteinrigt måltid til småfuglene, og andre dyr som harer og rådyr kan også lide at spise mælkebøtter. Så lad dem endelig stå og nyd det smukke syn og tanken om al den gavn, de gør.

Brændenælde

Brændenælden (Urtica dioica) har vi nok alle haft fingrene i - og fortrudt det! Den er god til at beskytte sig selv med de brændende takker på bladene. Men hvis man kan nøjes med at nyde synet og holde fingrene for sig selv, så er brændenælden en plante, man kun kan elske. Brændenælden er hjemmehørende og er værtsplante for flere dagsommerfugle som eksempelvis nældens takvinge og for flere andre arter af insekter. Brændenælder kan vi mennesker også selv spise fx i suppe, hvis du har mange af dem i haven.

Skvalderkål

Skvalderkål (Aegopodium podagraria) er ikke en hjemmehørende art og er derfor ikke noget, som den danske fauna er afhængig af. Men den er alligevel smuk, også når den blomstrer, og så er den en sand mester i at brede sig, hvis den får lov. I vores have har vi områder, hvor vi lader skvalderkålen være og andre områder, hvor vi graver den op, så den ikke overtager pladsen for nogle af de hjemmehørende arter i haven.

Snerle

Snerlen (Calystegia) er en hjemmehørende plante, en slyngplante, der klatrer på træer, buske og hegn eller henad græsplænen. Den er vaks til at formere sig, særligt hvis den får mulighed for at gøre det i næringsrig jord. Den blomstrer med lyserøde eller hvide blomster, der kun er åbne en dag. Snerlen er værstplante for snerlesværmer (Agrius convolvuli), som er en aften- og natsommerfugl.

Tusindfryd / Bellis

Bellis er en lille hvid blomst med gul midte, der ofte ses i græsplæner. Den har en lang blomstringsperiode helt fra februar til november og er derfor en vigtig plante for insekter, der her kan finde føde henover en lang periode. Bellis er hjemmehørende i den danske natur og er i familie med blandt andet mælkebøtten og hvid okseøje. I græsplænen er Bellis-blomsterne et godt "helle" for insekterne, der ellers ikke finder meget næring i en trimmet græsplæne. Bellis er desuden en fryd for øjet, en sød lille blomst, der lyser op i plænen.

Almindelig fuglegræs

Fuglegræs (Stellaria media) er en almindelig plante i mange haver og i den danske natur. Den breder sig let og blomstrer helt fra marts til november. Den sætter små hvide blomster og bliver 5-30 cm høj. Fuglegræs er værtsplante for flere forskellige natsværmere. Får fuglegræs lov at boltre sig, så kan den lægge sig som et helt tæppe, hvor stænglerne er filtret ind i hinanden.