Gentænk din græsplæne


I langt de fleste havebøger er der et afsnit om, hvordan du får din græsplæne så mørkegrøn, kortslået og tæt som muligt. På mange matrikler breder græsplænen sig over en stor del af kvadratmetrene, og det er da traditionelt også udtryk for overskud og prestige at have en flot og tæt plæne - der har vi også selv været. Men ser man det med naturens øjne, så er den tætte monokultur af kortslået græs, uden skyggen af andre urter og plantevækster, det samme som et stykke biodiversitets-ørken, hvor kun ganske få insekt-arter kan trives. Noget af det eneste, der er livligt i plænen, er forskellige arter af små plænemyrer, og solsorter der hiver fede regnorme op. Foruden selvfølgelig stankelben, der lægger æg i plænen og hvis larver fungerer strålende som føde for stærene i yngletiden. 


Den kortklippede græsplæne bliver ofte tæt og er derfor et godt sted at placere havebord og stole på eller spille kroket, fodbold, havebadminton, kongespil mm på. Men plænen har også ofte en tendens til at fylde det meste af det ikke-bebyggede område på grunden, som en slags base for haven. Man kan have for vane at tænke, at græsplænen har man, fordi det er en let måde at holde have på.

I vores have


Vi har dog opdaget, at vi har langt mindre vedligeholdelsesarbejde i haven, efter at vi har fjernet store dele af græsplænen og gjort dem til staudebede, områder med stedsegrøn beplantning, områder med hjemmehørende budskads samt inddraget en tredjedel af den eksisterende plæne til vild eng.


Efter hvert stykke anlægsarbejde, som naturligvis kan være både hårdt, og for en kort periode tidskrævende, er erfaringen, at i takt med at græsplænen er blevet en meget lille del af vores matrikel, har det pludselig givet en masse fritid, som vi kan bruge til oplevelser i haven fremfor at gå bag en CO2 -udledende, støjende (både for en selv og naboerne) græsslåmaskine. Den del af græsset, der stadig er tilbage, tjener som stisystemer mellem bede og budskadser samt et område til leg og afslapning midt i haven.


Det græs, der stadig bliver slået, piner vi det bedste, vi kan, forstået på den måde, at det ikke tilføres næring. Vi slår græsset med græsopsamler, så det afslåede græs ikke nærer plænen yderligere. Sådan at forskellige hjemmehørende plantevækster som eksempelvis bellis, smørblomst, kongepind, kløver, mælkebøtte og mosser har en chance for at etablere sig i den klippede plæne. Det eneste, der ikke er velkomment i plænen, er tidsler, da de er så ganske forfærdelige at træde på. Tidselarter er ellers meget velkomne i vores staudebede, da de er vigtige insektplanter. Når vi ser en plantevækst, der er i blomst i den klippede del af plænen, lader vi den ofte blomstre færdig, før den og græsset bliver slået igen. 

spindelvæv i græsplæne

Spindelvæv med morgendug i det høje græs

bellis / tusindfryd i plænen

Bellis / tusindfryd i græsplænen

Sådan gentænker du din græsplæne


Hvis du, ligesom Morten, har sat en ære i at holde din plæne grøn og til enhver tid tætklippet og sirlig, så kan det godt kræve lidt tilvænning sådan lige at lade græsset gro. Det handler især om den forforståelse mange af os har om, hvad en smuk og ordentlig have er,. For det at lade græsset gro er meget lettere og mindre arbejdskrævende end at holde den kortklippet. Men tanken skal man indimellem lige vænne sig til. 

Hvad vil du bruge græsplænen til?


Overvej allerførst hvad du gerne vil bruge din græsplæne til. Altså om du gerne vil bevare den tætklippede plæne i noget af haven til områder med mulighed for boldspil eller solbadning. Eller til stier mellem bede eller i den mere "langhårede" del af plænen. 


Den "langhårede græsplæne"


Du kan med fordel lade en del af din græsplæne blive langhåret, således at du lader græsset og de forskellige andre vækster som kløver, bellis og mælkebøtter gro her. I stedet for måske at slå græsset ugentligt (eller flere gange ugentligt, som vi har gjort tidligere), så kan du klippe det hver 2., eller 3. uge. På den måde bliver det ikke fuldstændigt til vild eng, men der bliver alligevel bedre levevilkår for havens insekter, når plænen får mere fred. Her kan du stadig have områder, som du holder tætklippet til stier, hvor du kan gå uden fx at træde på bier i den langhårede plænes kløver. Når du klipper græsset, så er det en god idé at bruge græsopsamler eller at rive græsset væk efterfølgende. Dette fordi det afklippede græs vil fungere som ny næring til græsset, der så vil have ekstra gode betingelser for at gro og trives - og dermed dårligere betingelser for de insektvenlige vækster, du gerne vil give plads i plænen.

Lancet-vejbred

Lancet-vejbred i det højre græs

Du kan også tænke i at omdanne dele af din plæne til vild blomstereng eller til bede, frugtlund, bærbuske eller andet, som gavner biodiversiteten i din have. 

At nyde at se naturen folde sig ud


For mange vil det kræve en tilvænning at gå fra den tætklippede og sirlige plæne til det mere vilde og utæmmede look. Man skal øve sig i at nyde naturen, som den udfolder sig, og nyde den mangfoldighed det giver. Og i særdeleshed også nyde det, at haven hele tiden udvikler sig og dermed bliver mindre statisk, end når den hele tiden er under menneskelig indblanding og kontrol.  Når man lader naturen udfolde sig, så opstår der nemlig hele tiden noget nyt. For eksempel så lægger græsset sig ned, når det lige har regnet. Og efter en periode med tørvejr bliver græsset gult. Den foranderlighed er en del af charmen ved den naturlige have. 

Galleri fra vores have

sti med trædesten og slået græs

Sti med trædesten og kortklippet græs

En del af charmen er også muldvarpeskud i plænen samt mos i plænen, der både er smukt og grønt og som samtidig har stor betydning for insektlivet. 


Om at balancere haven


Hvis du har svært ved at holde af det vilde look, selv når du har øvet dig på det, så kan du godt balancere din have ved at stramme op andre steder. Du kan eksempelvis rette dine kanter til mellem græsplæne og bede, så de står meget skarpe i kontrasten til den langhårede plæne. Og du kan have stedsegrønne buske som buksbom, som du formklipper. Igen for at give en kontrast med noget skarpt op mod det mere vilde look i haven. Dette er noget, du kan gøre for din egen skyld, hvis det passer bedst til dit temperament. 

græs der kanter bedet

Tætklippet græsplæne indrammer det vilde bed