Her finder du en oversigt over de forskellige elementer, du med fordel kan tænke ind og benytte dig af, når du gerne vil have en mere naturlig og vild have. Du kan let klikke dig videre og læse mere om hver enkelt af disse. Vi ønsker dig en god fornøjelse!
Hvis du har en have, der allerede er etableret, så start med at se på, hvad du har i haven nu. Og byg så gradvist videre på det. Du kan sagtens kombinere de eksotiske planter, du måske har nu med at tilføre flere og flere hjemmehørende planter. Og bruge de elementer, du har i haven nu til at skabe endnu bedre og flere levesteder for insekter, fugle og dyr i haven.
En sirligt klippet græsplæne har længe været et af de gængse succeskriterier for en velholdt dansk have. Men det er heldigvis slut nu, for den trimmede græsplæne byder hverken på mad eller gemmesteder for havens insekter og dyr. I den naturlige have kan du derfor med fordel lade græsset gro i de områder, der ikke skal fungere som fx stisystemer og legeområde.
Sprøjtegift eller pesticider er en katastofe for havens økosystem og hører ingen steder hjemme i den naturlige have. I stedet må vi gentænke hele vores forståelse af skade- og nyttedyr - af krudt og ukrudt. Og bruge andre metoder til at holde styr på invasive arter i haven. .
Er du træt af de evindelige ture til genbrugspladsen? Træt af at have traileren fyldt med haveaffald, der skal køres bort? Eller træt af, at du ikke har en trailer til formålet? Så er der godt nyt! Det er nemlig helt slut med at fjerne noget fra din have, da alt have-"affald" fortsat kommer til at indgå i din haves økosystem.
Hurra! Det er tid til at gentænke hele forståelsen af krudt og ukrudt. Naturen skelner ikke mellem de to, og de planter, vi er opdraget til at tænke som værende ukrudt (altså uvelkomne i haven) er supergode for både dyr og insekter. Samtidig med at de, i sagens natur, er super nemme at få til at trives i de danske haver.
I den naturlige have er det oplagt også at indtænke, hvordan man sparer mest muligt på ressourcerne og så vidt muligt undlader at vande med postevand. Der er heldigvis masser af andet, du kan gøre for din have.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes