I den naturlige have hører kvashegn og kvasbunker hjemme, fordi kvas er en del af havens øko-system og byder på levested og ly for både insekter, dyr og fugle. Kvasbunken nedbrydes med tiden og synker sammen og på den måde kan du vedblive at fylde nyt kvas på i toppen af den. På den måde er det en langtidsholdbar måde at bruge større afklip og grene på, og du sparer samtidig både tid og brændstof, når du vælger at beholde dit kvas i haven fremfor at køre det på genbrugsstationen. What´s not to like?
Et af vores grundlæggende principper for haven er, at vi så vidt muligt undlader at tilføre ressourcer i form af eksemplvis spagnum-baserede plantesække og havejord. Og på samme måde undlader vi også at fjerne ressoucer fra haven. Her mener vi ressourcer i form af grene, udgåede træer og ved, afklip fra buske og planter, afklippet græs mm. Græs, blade og småt afklip kommer naturligvis i kompostbunken, men større grene fra eksempelvis vores mange sommerfuglebuske samt grene fra frugttræer, opstammede grantræer og hækafklip har en meget længere nedbrydningstid og er derfor ikke ligeså egnet i komposten. Alle disse elementer bruger vi derfor til at lave kvashegn med. Det er både dekorativt samtidig med at det giver en rig mulighed for at lave rum i haven eller skærme ud mod vejen.
Kvashegnet / kvasbunken er et fantastisk habitat for en række af dyr. Nederst i kvasbunken vil man kunne finde padder, regnorme, jordhumlebier, mus, pindsvin og måske snoge og stålorme. Resten af bunken fungerer som grobund for diverse svampearter, ligesom det også udgør et kæmpe insekthotel. Kvasbunken fungerer som skjul for havens små-fugle og kan også bruges til redebyggeri. I en af vores kvasbunker har gærdesmutte-hannen bygget sin rede. Sen efterår og vinter er kvasbunken desuden et dejligt sted for overvintrende sommerfugle at søge vinterhi. På den måde er kvasbunken et sted, hvor mangfoldigheden får lov at udfolde sig - en mangfoldighed, som vi har mangel på i Danmark, idet mange arter mangler deres naturlige levesteder som følge af massiv dyrkning af jorden.
Kvashegn som rumdeler i haven
En kvasbunke eller et kvashegn er noget af det allerletteste og mest tidsbesparende, du kan lave i din have. Samtidig med at du giver fugle, dyr og insekter et dejligt leve- og skjulested.
Først skal du beslutte dig for, om du vil lave et decideret kvashegn, eller om du blot vil lægge dit kvas i en eller flere bunker i haven. Havens dyr og insekter har ingen præferencer, så du skal blot overveje, hvad du foretrækker visuelt og funktionelt. Kvasbunken er helt klart det letteste at lave men er omvendt også det, der også kan virke mest uordentligt (hvis du ikke bryder dig så meget om uorden). Hvis du lægger dit kvas inde i noget budskads eller i et hjørne af haven kan kvasbunken være det oplagte valg. Men ønsker du at bruge dit kvas til rumdeling eller afskærmning, så får du nok mere glæde af at bygge et kvashegn.
Kvashegn fungerer godt i både sol og skygge, da nogle af kvashegnets beboere foretrækker varme, hvorimod andre trives bedst i skyggen, Derfor kan du med fordel lave kvashegn flere steder i haven. Overvej også, hvilken funktion kvashegnet skal have for dig i din have. Skal det bruges som rumopdeler? Anlægges mod skel? Eller andet? Det er vigtigt, at du på forhånd træffer den rette beslutning om placering af dit kvashegn, for når først det er etableret, så bør du undgå at flytte på det, da en flytning vil forstyrre kvashegnets beboere. Dette gælder på alle årstider, da kvashegnet fungerer både som ynglested, sommerbolig og vinterhi.
Lille kvasbunke under frugttræ
Den letteste måde, du kan lave kvas på er blot at finde det rette sted i haven og lægge dine afklippede grene i en bunke her. Ønsker du at bruge dit kvas som kvashegn, så bygger du det op ved hjælp af pæle, som du kan placere dit kvas imellem. Du kan sagtens udvide dit kvashegn i længden efterhånden, som du har brug for det.
Når du har fundet et sted til dit kvas og eventuelt har sat pæle i jorden til at indramme det, så bygger du simpelthen bare dit hegn op med de grene og det afklip, du nu engang har og får løbende. Hvordan du bygger kvashegnet op, er helt op til dig selv og bliver selvfølgelig også bestemt af, hvilke typer af grene og afklip din have har at byde på. Du kan godt hoppe en tur op i kvashegnet under opbygningen og trampe den lidt sammen, så der bliver plads til mere.
Firben varmer sig i en solstråle i kvashegnet
Når du har bygget dit kvashegn, så kan du starte med at glæde dig over, at dit afklip nu indgår i havens økosystem på en smuk og nyttig måde samtidig med, at du har sparet både tid og CO2 ved ikke at køre på genbrugspladsen. Den tid du nu har til overs kan du i stedet bruge på at observere og nyde den mangfoldighed og kriblen, der udfolder sig i din kvasbunke. Det kan endda være, at dit kvashegn bliver ynglested for nogle af havens fugle eller kommer til at fungere som et trygt vinterhi for pindsvinet.
Kvashegnet bliver nedbrudt nedefra, og derfor kan du blive ved at bruge dit kvashegn ved at lægge nyt kvas på toppen. Undgå så vidt muligt at træde op i kvasbunken eller at hoppe i den, når den er etableret, fordi kvashegnet som tidligere nævnt jo er et levested for en mangfoldighed af arter, som du kan komme til at forstyrre, hvis du er for voldsom. Ligeledes bør du ikke flytte dit kvashegn, da du også herved kan komme til at forstyrre eller skade de dyr og insekter, der har til huse i det.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes