Guide til buske og træer til haven 


Træer og buske er naturligvis hver især smukke og frodige og er også med til at skabe den havestil, man nu engang ønsker. Derudover kan buske og træer til haven medvirke til at ramme haven ind i rum og skærme mod indkig udefra. De fungerer samtidig som skjul og levesteder for havens dyr og insekter. Frugttræer og bærbuske giver føde til både dyr, insekter og os mennesker. De giver også både skygge og fugtighed i haven og træernes rødder hjælper mod oversvømmelser ved sommerens kraftige regnskyl. Derudover har træerne en særdeles vigtig betydning i forhold til klimaforandringerne, idet de binder store mængder af CO2 (som frigives, når træerne fældes). Et stort bøgetræ som det, vi har i haven optager hvert år CO2 svarende til 27.000 km kørsel i diesel-bil! Og der er mangel på træer i verden nu. Derfor gør det en forskel, at du planter træer i din have og / eller så vidt muligt undlader at fælde de træer, der allerede er der.


Træer og buske indgår i naturens økosystem både som levende vækster. Men også grenafklip samt døde stammer og ved er vigtige for massevis af arter af både svampe og insekter.  Særligt de store og gamle træer med deres ru og ujævne bark er hjemsted for massevis af insekter, og netop gamle træer er i sagens natur svære at erstatte. Vælger du alligevel at fælde træer i din have, så kan du med fordel lade en del af stubben stå (jo højere jo bedre), så den stadig kan danne hjemsted for insekter og dermed også være en lækker buffet for havens fugle. Ligesom du også kan lade dødt / fældet ved ligge i haven, så det nedbrydes naturligt og i  nedbrydningsprocessen indgår i naturens kredsløb, fremfor at du fjerner det fra haven. Du kan se vores galleri med nogle af de hjemmehørende træer og buske længere nede på siden. 


Træer og buske i vores have


Da vi for snart 12 år siden overtog vores 1.260 m2 store sommerhusgrund var grunden rammet ind af høje fyrretræer af (for os) ukendt art. En avnbøg-hæk skærmede ind mod naboen. Derudover var der på hele grunden kun et stort bøgetræ, en stor thuja, en stor

rhododendron samt en troldhassel. Ellers bestod haven af en kæmpestor og tætklippet græsplæne. 


Selvom hele den bagerste del af haven i sin fulde bredde ender ud i skov og krat, havde grunden dengang et nærmest goldt udtryk, og vi startede straks med at plante træer og buske. De første træer, vi satte, var forskellige frugttræer, som vi plantede bagerst i haven for at få en fornemmlese af, at den bagvedliggende skov nærmest voksede sammen med vores have. I den del af haven, der støder ud mod grusvejen plantede vi rhododendron, kirsebærlaurbær og endnu flere frugttræer for at skabe et stedsegrønt bælte. Et bælte, der ikke skærmede haven fuldstændigt af, som en hæk ville gøre, men nærmere slangede sig i hele havens længde og gav en have, der var afgrænset både sommer og vinter men stadig med mulighed for indkig i haven. Foruden de mange stedsegrønne buske anlagde vi et lille stykke med forsytia og ribes, og de første staudebede blev også anlagt.


Sidenhen blev havehortensia og massevis af sommerfuglebuske også en del af vores have. Det gjorde vi for at skabe frodighed og diskretion i haven. Dette medførte nærmest med det samme, at langt flere fugle besøgte fodertræ, foderbræt og fuglebade i haven. Nok fordi de mange busketter gav fuglene mere ly og tryghed. Da vi havde haft haven i 5-6 år, og de mange buske var kommet i vækst og efterhånden havde fået en størrelse på ca en meter i højden, besluttede vi at kappe alle toppene af de fyrretræer, der indrammede grunden, sådan at der kun stod stammer på ca 2 meter tilbage. Flere af disse var nemlig udgåede, og at fjerne toppene gav lys og luftighed til haven. Det betød desværre også, at fuglene skulle vænne sig til, at de høje fyrretræer ikke gav dem skjulesteder mere. Og vi har hverken har hørt eller set de små fuglekonger i haven siden da. 


I de senere år, hvor vi især har haft fokus på den mere naturlige og vilde have, har vi sat flere bærbuske som ribs, solbær og stikkelsbær men også slåen, hvidtjørn og tørstetræer, der alle er hjemmehørende arter og dermed bidrager til inskekternes cyklus. Samtidig med, at de eksotiske arter, vi allerede har i haven, eksempelvis rhododendron stadig giver skjul for fuglene, nektar til humlebier samt et frodigt visuelt udtryk både sommer og vinter. Disse er dog kommet lidt i baggrunden og fremstår ikke længere ligeså tydeligt. Dette har, efter vores mening, givet haven et mere hjemmehørende udtryk, der passer bedre til omgivelserne og den bagvedliggende skov. 

gran, birk og efeu / vedbend. Skælhoved med bi

Kæmpe skælhoved med birk, fyr og vedbend i baggrunden

træstubbe

Træstubbe som rumdeler og insekthotel

bøgetræ i haven

Vores bøgetræ

Sådan gør du


Når du gerne vil give naturen plads i din have, så gælder det også for træer og buske. Særligt gamle og store træer er svære at erstatte og er hjemsted for massevis af insekter foruden at de binder store mængde CO2. Derfor kræver det stor omtanke, hvis du overvejer at fælde træer i din have.

Lad træer og buske være


Som udgangspunkt er det allerbedst, at du lader træer og buske i haven være. Mange af os har tendens til at rydde op og fælde og fjerne, når vi overtager en have. At fjerne større træer, der måske sviner med nedfaldsfrugt eller løv og skygger for solen. For på den måde at skabe luft og lys i haven. Men når du gerne vil have en mere vild og naturlig have med plads til dyreliv, så vil vi klart anbefale dig at undlade den strategi. Eller i hvert fald, at du tænker det nøje igennem, inden du går i gang med motorsaven! 


Allerede etablerede træer og buske er svære at erstatte, da dette tager årevis. Og fordi disse træer og buske allerede er et paradis for fugle og insekter, så mister haven ikke blot flora men også fauna, hvis du fjerner budskads og træer. 


Beskær fremfor at fælde


Hvis du alligevel når til den konklusion, at træer eller buske skæmmer eller af anden grund skal fjernes, så overvej om du kan nøjes med at beskære dem fremfor helt at fælde dem. Måske giver det tilstrækkeligt med lys, hvis du blot snupper et par enkelte grene? Du kan også overveje at nøjes med at tage kronen og lade stammen stå opret, hvilket vil give mulighed for svampe, insekter og fugle at etablere sig i det døde ved. Og man kan sagtens plante klatreplanter i bunden, eksempelvis vedbend/efeu, der snart vil bevæges sig op ad stammen og give frodighed, hvis det er det man ønsker.


Grene og større afklip fra træer og buske er oplagte til kvasbunken hvor de fortsat kan indgå i naturens kredsløb, fremfor at du bruger tid og brændstof på at køre det på genbrugspladsen. 


Plant flere træer


Hvis du har plads til og mulighed for det, så plant endelig flere træer og buske i din have. Her kan du gå specifikt efter hjemmehørende arter, der især er med til at give levesteder til den fauna, der hører hjemme i den danske natur.


Skel og rum i haven


Ønsker man at sætte en hæk som skel mod vej eller nabo, så kan man, som alternativ til dette, plante buske og træer som en slags læhegn fremfor hækken, som jo skal vedligeholdes ved klipning en eller flere gange årligt. Du kan også udvælge områder i haven til frugtlund, områder i haven til bærbuske eller områder i haven hvor du udvælger et større eller mindre areal til krat, der kan fungere som ly for havens dyr og fugle. Undersøg hvilke typer af træer og buske, du synes er smukke og gå primært efter hjemmehørende arter. 


Du kan bruge små træer og buske til at dele haven op i rum. En have med flere rum virker som en mere spændende og større have. Finder du en busk eller et træ, du synes er særligt smukt, så placér det, så det får en central plads i haven, hvor du kan nyde det mest muligt. 


Vedligehold af træer og buske


Vedligehold af træer og buske varierer fra art til art. Og så afhænger det også af, hvilket temperament du har, og hvordan du ønsker, at din haves udtryk skal være. Uanset hvad så kan du som udgangspunkt regne med, at træer og buske med tiden vil vokse sig store og også indimellem vokse ind i hinanden. Det kan vi godt lide, da vi synes, at det giver et naturligt. uforpligtende og måske også lidt romantisk udtryk. Men har du en anden opfattelse, så står det dig selvfølgelig frit for at trimme din træer og buske, som du ønsker.


Hver enkelt træ eller busk kan også have en særlig betydning. Det kan være et træ, du har fået det i gave, en busk, der er plantet af dine børn, eller som er givet som en stikling fra en, du har nær. Nogle gange, særligt i staudebede, hække eller andre områder, hvor græsslåmaskinen ikke kommer, planter der sig selv et træ. Dette er oftest ahorn, hyld, birk, eg, bøg, fuglekirsebær mm. Disse træer giver ofte et udtryk af naturlighed i haven, hvis man lader dem vokse. De klæder ofte den beplantning, man selv har udvalgt, samtidig med at det med sikkerhed bidrager til havens mangfoldighed. 

Galleri med hjemmehørende træer og buske

Du kunne også være interesseret i